Artikel fra Aarup Folkeblad
Nu er det ikke længere bare gas
Datoen 15. januar blev under et orienteringsmøde i december på Gl. Brydegaard fastsat som de vestfynske landmænds foreløbige sidste frist for at tilkendegive, om de har interesse i at levere gylle til et fælles biogasanlæg i Assens Kommune. Og i den forbindelse interesse for, at der etableres en leverandørforening, der kan optræde som et fælles talerør for de involverede i processen med at realisere projektet.
Det er Udviklingsrådet i Assens Kommune, som har iværksat de indledende sonderinger, og som på mødet i december, hvor et antal eksterne eksperter på området var inviteret til at det bidrage med deres viden, gødede jorden for det videre forløb.
35 landmænd har nu ved deres tilbagemeldinger til rådet tilkendegivet, at de er interesserede i at levere gylle til et fælles biogasanlæg, og at de vil være med til at starte en leverandørforening.
I Udviklingsrådet er man derfor nu i gang med at udforme forslag til en sådan forenings vedtægter med henblik på at indkalde til en stiftende generalforening senere i denne måned.
Biogasanlæg er multifunktionelle anlæg, som integrerer CO2-neutral energiproduktion med en række landbrugsmæssige og miljømæssige fordele. Og det er summen af disse tre elementer, der sammen med arbejdet for en fortsat forsyningssikkerhed på energi- og varmeområdet gør projektet interessant.
Etablering af et fælles biogasanlæg er ifølge sagens natur økonomisk betinget af, at der i et givet område er et tilstrækkeligt antal gylleleverandører, og med den udviste interesse synes der nu at være skabt basis for, at den hidtidige snak om emnet ikke længere er det bare gas.
find