Miljøgodkendelse af husdyrbrug
Udvikling af husdyrproduktioner har stor betydning for din landbrugsvirksomhed. Miljøafdelingen har opbygget stor erfaring i effektiv og professionel gennemførelse af VVM/miljøgodkendelsesprocesser over hele landet. Vi kan gennem en bredt sammensat gruppe af konsulenter, håndtere de komplekse faglige og juridiske forhold gennem hele processen. Samtidig søger vi gennem fortsat ekspansion at kunne imødekomme dit behov for hurtig iværksættelse af ansøgningsprocesserne. Vi kan således altid komme ud til dig med kort varsel.
Unik forundersøgelse
Før vi når til at udarbejde en ansøgning, gennemgår vi ejendommen med dig og analyserer projektet for at afdække eventuelle udfordringer i forhold til naboer/lugt, ammoniakpåvirkning af naturområder eller næringsstofudvaskning. Projekterne tilrettes inden selve ansøgningen udarbejdes, og derved minimeres risikoen for lang sagsbehandlingstid ved kommunen. Analysen omfatter også en vurdering i forhold til Landbrugslovens regler, inddragelse af ny teknologi samt mulighederne for evt. udflytning af produktion m.v. Ved større ændringer i produktionen kan det have stor værdi at gennemføre en egentlig strategiproces i samarbejde med økonomikonsulent, driftsleder, familiemedlemmer og andre.
Ansøgning
Ansøgningen indsendes elektronisk via internetportalen Husdyrgodkendelse.dk, der administreres af Skov- og Naturstyrelsen. Det elektroniske skema omfatter alle ejendommens mulige påvirkninger af omgivelserne, dvs. "røg, støj og møg" fra ejendommen samt påvirkninger fra udspredning af husdyrgødning på arealerne. Derfor skal der indgives en lang række tekniske oplysninger om hele ejendommen.
Vi anbefaler tidligt i processen at få udarbejdet staldtegninger med plan-, snit- og facadetegning, idet bygningsrådgivere/entreprenører ofte har en leveringstid på projektforslag på 1-2 måneder. Tegningerne kvalificerer ofte projektet, og du tvinges til at tage stilling til en række forhold vi skal oplyse om. Ansøgning kan også ske uden, men der opstår en risiko for at det ansøgte projekt afviger væsentligt fra det der ønskes realiseret, hvorved der kan opstå tvivl om miljøgodkendelsens gyldighed.
Samtidig er det vigtigt at have detaljeret styr på hvilke arealer der skal bruges til udbringning af husdyrgødning. Hvis du endnu ikke har aftaler til det nødvendige harmoniareal, kan portalen FiberDating.dk anvendes. Erfaringsmæssigt kan det give meget spildtid, hvis der ikke fra starten af ansøgningen findes alle relevante oplysninger herom. Det vil sige
- Kort med geografisk placering af arealer (f.eks. EU kort)
- Navn, adresse og CVR-nr. på modtager (både gylleaftaler og forpagtninger)
- Præcis information om hvilke marker der tilhører den enkelte modtager eller bortforpagter
- Information om hvilke mængder (DE) der kan overføres til de enkelte aftaler
Dialog med kommunen
Et vigtigt element i godkendelsesprocessen er at køre en åben og konstruktiv dialog med kommunen/sagsbehandleren. Vi søger altid at følge ansøgningen "til dørs", således at den ikke ligger længere tid end højst nødvendigt. Ofte kan det være godt at indlede dialogen med kommunen med et møde på ejendommen, hvor projektet præsenteres og sagsbehandleren får et førstehåndsindtryk af projektet og producenten selv.
Vi glæder os til at hjælpe dig med din næste godkendelsesproces.